Frankér brevet med Frejas ejendom Nymølle
Nymølle ved Mølleåen, ejet af Freja ejendomme, udgives d. 10. juni på frankeringsmærke fra PostDanmark.
Én gang om året udgiver PostDanmark nye frankeringsmærker – og i år er temaet Dansk Vandkraft. Derfor var den billedskønne bevaringsværdige ejendom Nymølle på Kulsviervej
150 i Brede, nord for København, et oplagt emne.
Nymølle i Brede er én af de mange gamle møller langs Mølleåen, der udnyttede vandkraftens styrke i industriens spæde år, forinden man gik over til kul, olie, gas og el. Nymølle – Kulsviervej 150, blev indskudt i Freja i 2004, sammen med naboejendommen Kulsviervej 148: Med et samlet grundareal på ca. 6500 m². Siden hen har vi arbejdet med ejendommens fremtid og undersøgt mulighederne for udvikling samt ny anvendelse af den smukke og bevaringsværdige ejendom til erhverv. Ejendommen er til salg, og mon ikke den fremtidige ejer, ligesom Freja, vil være stolt af at være ejer til en ejendom med eget frimærke.
Frankeringsmærket med Nymølle udgives d. 10 juni sammen med tre andre frankeringsmærker
med motiverne: Karlsgårde Vandkraftværk ved Varde, Sæby Vandmølle og Hellebæk Hammer-mølle i værdierne 5,00 kr., 5,50 kr., 8,00 kr. og 9,00 kr.