I foråret blev en arkitektkonkurrence, i form af et parallelt opdrag, for området omkring den nye station ved Ny Ellebjerg igangsat. Grundejerne har længe ønsket at komme i gang med denne byudvikling af området, for på bedste vis at udnytte områdets potentiale. Selve konkurrencen er nu afsluttet, og udviklingen af området er derfor godt i gang på tegnebrættet.
Konkurrencen er blevet gennemført i et tæt samarbejde mellem kommunen, Valby Lokaludvalg og stort set alle grundejerne, og har på mange måder været en interessant proces. De fleste grundejere har deltaget i alle møder med arkitekterne og dermed fået indsigt i arkitekternes forslag, samt fået en bedre forståelse af deres egen grunds udvikling i forbindelse med udviklingen af området som en helhed.
De fire arkitektfirmaer der deltog i konkurrencen var Nord, COBE, Lundgaard & Tranberg samt Vandkunsten. Efter at have vurderet de indkomne forslag, vil grundejerne nu arbejde videre med Tegnestuen Vandkunstens forslag, og på baggrund af dette forslag forsøge at få en lokalplan gennemført i løbet af efteråret og endelig vedtaget i foråret 2009. Vandkunsten er en anerkendt samarbejdspartner i forbindelse med helhedsudvikling af større områder, og har desuden netop vundet konkurrencen om disponeringen af Kløvermarken.
Vandkunstens forslag for området ved Ny Ellebjerg st. peger på en samlet udvikling af et blandet erhvervs- og boligområde, hvor der nord for stationen sker en fortætning af den meget karakteristiske eksisterende industribebyggelse, samtidig med at der sker en nyudvikling af ejendommene syd for, der pt. er sporadisk bebygget.
Se Vandkunstens forslag her
Forslaget skaber alt i alt de bedste bymæssige rammer om en station, der er et knudepunkt for den kollektive trafik i det vestlige København. Derudover sikrer forslaget, at der skabes en god sammenhæng mellem alle de nye udviklingsområder ved stationen til stor glæde for alle i området.
Fakta
Selve konkurrenceområdet er på 165.000 m² (inkl. baneareal), og ligger med ca. 90.000 m² nord for stationen og ca. 26.000 m² syd for.
Freja ejendomme er med sin grund på knap 20.000 m², én af de største grundejere. Frejas grund har gennem tiden rummet alle mulige former for småfabrikker, autoværksteder og håndværksvirksom-heder. Nu er det meste af grunden ryddet, og således klar til at indgå i den nye spændende udvikling af området.
For yderligere informationer kontakt:
Jan Albrechtsen, Vandkunsten, tlf: 2679 5007
Jan Christiansen, Stadsarkitekt, tlf: 3366 3366
Mads Bjerre, Freja ejendomme, tlf: 3373 0800