Det var en super god dag. Folk var meget engagerede og tog godt imod de forskellige aktiviteter

Lisbeth Nørskov Poulsen, udviklingschef i Freja ejendomme

Wonderful workshop i Aarhus

Stemningen var god, da Freja ejendomme og Aarhus Kommune indbød borgere og naboer til drop in workshop om udviklingen af Willemoesgadekaréen.

Nysgerrige naboer og interesserede borgere lagde vejen forbi Willemoesgadekarréen, da Freja ejendomme og Aarhus Kommune åbnede dørene til workshop om udviklingen af ejendommen tirsdag d. 29. august. Willemoesgadekaréen har hidtil huset Aarhus Universitet, og mange var interesserede i en rundtur i de historiske bygninger.

- Det var en super god dag. Folk var meget engagerede og tog godt imod de forskellige aktiviteter, siger udviklingschef i Freja ejendomme Lisbeth Nørskov Poulsen.

Drop in workshoppen bød en guidet rundtur med arkitekt Mette Viuf Larsen fra VMB arkitekter og Peter Vejrum fra ingeniørfirmaet Søren Jensen. De to bygningseksperter fortalte om ejendommens historie, konstruktioner og anvendelsesmuligheder. Imens de voksne fik en rundtur, kunne børnene bygge byer med et bjerg af legoklodser.

Positiv dialog

Udover rundturene havde borgerne mulighed for at se en model af bygningen, stille spørgsmål til Aarhus stadsarkitekt Stephen Willacy og give deres indspark til udviklingen af ejendommen.

- Der var en positiv tone, hvor borgerne kom med mange gode input til, hvad ejendommen kan bruges til. Aarhus Kommune gennemfører i øjeblikket en forhøring i forbindelse med den kommende ændring af plangrundlaget, så det var skønt at komme i dialog med så mange mennesker, siger Lisbeth Nørskov Poulsen.

Parallelopdrag til efteråret

Nu læser Freja ejendomme og Aarhus Kommune borgernes forslag igennem og samler et materiale, der kan indgå i konkurrenceprogrammet til et parallelopdrag. Fire tegnestuer skal så i efteråret give hvert deres bud på fremtiden for Willemoesgadekarreen.

Når konkurrencen er afsluttet, bliver tegnestuernes forslag udstillet. Herefter går Aarhus Kommune og Freja ejendomme i gang med tilpasning af projektet og efterfølgende lokalplansproces, hvor borgerne også bliver hørt.

- Vi er rigtig glade for den positive modtagelse, vi fik på Trøjborg i går. Vi glæder os til at komme i gang med projektet, slutter Lisbeth Nørskov Poulsen.

 

Andre nyheder