Foto: Kontraframe

Med ansættelsen af Lars Hansen får vi mandet op på salgsteamet. Selvom Lars kun har været her i en måneds tid, kan vi allerede mærke, at der er kommet ekstra power bag salgsafdelingen

adm. direktør i Freja ejendomme Karen Mosbech

Velkommen til Frejas nye erhvervsmægler

Lars Hansen er Frejas nye mand i salgsteamet. Som erhvervsmægler kommer han hele vejen rundt om salget fra prissætning over fremvisning til den endelige handel.

- Med ansættelsen af Lars Hansen får vi mandet op på salgsteamet. Selvom Lars kun har været her i en måneds tid, kan vi allerede mærke, at der er kommet ekstra power bag salgsafdelingen. Det er skønt, siger adm. direktør i Freja ejendomme Karen Mosbech.

Lars er uddannet ejendomsmægler og kommer fra en stilling hos Nybolig Erhverv i Roskilde. Han har tidligere arbejdet med mere konventionelle ejendomme, så Frejas særegne portefølje var en af de ting, der tiltrak ham ved jobbet:

- Jeg synes, det er spændende, at Freja har en så sammensat og skæv portefølje. Vi sælger jo både fyrtårne, fængsler, sygehuse og liebhaverejendomme, siger Lars Hansen, der også er glad for samarbejdet på udviklingsejendommene:

- Jeg kan godt lide det tværfaglige samarbejde i teams, der er her i Freja. Vi sparrer med hinanden på tværs af udvikling og salg og får i fællesskab ejendommene ud over rampen. Det er et meget fagligt motiverende miljø at være i, siger Lars Hansen.

Den nye mand i salgsteamet skal også være med til at få samarbejdet med de eksterne mæglere op i et højere gear, så der bliver lukket flere handler:

- Som erhvervsmægler skal jeg være bindeled til de lokale mæglere, som sælger vores ejendomme udenfor hovedstadsområdet – primært på Fyn og i Jylland men også i andre provinser. Her skal jeg fungere som en sparringspartner og sørge for, at mæglerne har alt det, de skal bruge for at få ejendommen solgt. Da vi er meget afhængige af de lokale mæglere, er det utrolig vigtigt at vi har et godt samarbejde med dem for at få det optimale ud af den enkelte sag. Samtidig med skal jeg selvfølgelig også selv ud og møde kunderne til fremvisninger her i hovedstaden. Så det er et meget alsidigt job. Det kan jeg godt lide, slutter Lars Hansen.

Andre nyheder