Prins Carls Skole er et unikt stykke Danmarkshistorie, som minder os om, at retten til undervisning ikke er en selvfølge, men noget som folk gennem historien har kæmpet for.

Lars Hansen, erhvervsmægler i Freja ejendomme

Køb en af Danmarks ældste skoler

Freja har sat en af landets ældste skoler til salg. Det er Prins Carls Skole i Stor Torøje ved Faxe. Skolen blev bygget til landsbyens fattige børn, som ikke havde adgang til skolegang. 

Prins Carl var en beskeden mand, der levede et stille og tilbagetrukket liv på sine godser bl.a. Jægerspris og Vemmetofte. Han brugte sin tid på jagter og hesteopdræt, men var samtidig oprigtigt interesseret i at hjælpe bønderne på sine godser. Sammen med sin søster Sophie Hedevig lod han derfor oprette en række skoler, der skulle sørge for undervisning af almuens børn. Skolerne blev almindeligvis kendt som Prinse- og Prinsesseskolerne, og Prins Carls Skole er den sidste af Prinseskolerne, der er tilbage.

Prins Carls Skole er et bindingsværkshus med stråtag, der er indrettet med en forstue og to undervisningslokaler. Ejendommen er på 30 m2 og var oprindeligt tiltænkt til 40 elever, så der var trængsel, når alle børn var tilstede. Efter 100 år blev der bygget en ny og større landsbyskole, og Prins Carls Skole blev lukket ned. I 1916 overtog Nationalmuseet bygningen, der blev indrettet til skolemuseum. Bygningen er i dag fredet, og der er ingen vand- og varmeinstallationer.

- Prins Carls Skole er et unikt stykke Danmarkshistorie, som minder os om, at retten til undervisning ikke er en selvfølge, men noget som folk gennem historien har kæmpet for. Der er meget stor opbakning til skolen lokalt, hvor flere af de lokale beboere agerer som rundvisere. Vi håber på, at der er nogen, der har lyst til at købe ejendommen enten til eget brug eller for at støtte det gode arbejde lokalt, siger erhvervsmægler i Freja ejendomme Lars Hansen.

 

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata