Foto: Claus M. Davidsen

Der er en talemåde, der siger, at hvis alting skal blive det samme, må vi lave alting om. Det beskriver meget godt vores arbejde i Hangar 3.

Charlie Steenberg, Steenberg Architects

Hangar 3 snart klar til take off

Godt 50 håndværkere, rådgivere og kommende beboere var mødt op for at fejre rejsegilde på det nye fælleshus i Sydlejren på Flyvestation Værløse.

Den varme kaffe og de stegte pølser blev taget godt imod i de uopvarmede rum, da Freja torsdag inviterede til rejsegilde på Hangar 3. Godt 50 håndværkere, rådgivere og kommende beboere var mødt op for at fejre omdannelsen af hangaren til nyt mødested for Sydlejrens familier.

Tanken med fælleshuset er, at beboerne kan bruge hangaren til store begivenheder som konfirmationer og barnedåb, men også til at lære hinanden at kende gennem dagligdags aktiviteter som badminton, kreative værksteder eller loppemarkeder. Hvad der skal ske, er helt og aldeles op til beboerne.

Søren Gabriel fra bofællesskabet Mageløse har sammen med Frejas projektleder Rune Christiansen og arkitekten Charlie Steenberg fra Steenberg Architects været rundt og se på en række andre fælleshuse for at få inspiration til indretningen af hangaren:

- Mange fælleshuse har det til fælles, at rummene skal bookes på forhånd. Det betyder, at de står tomme en stor del af tiden. I Hangar 3 har vi et rum, der fungerer som et traditionelt selskabslokale med toiletter og køkken, der skal bookes på forhånd. Men vi har også lokaler, du kan bruge spontant. Jeg tror, det er vigtigt for at få liv i huset.

Poesi og respekt

Det er tegnestuen Steenberg Architects, som har slået stregerne til det nye fælleshus. Det er sket med stor poesi og respekt for den militærhistoriske bygning. Således er Hangarens ydre skal og de gamle jernporte i de to store haller bevaret, mens et mindre sportsrum bliver åbnet op mod landskabet med store vinduespartier. I hangarens midte er de store selvbærende betonbuer fjernet, og der er skabt et åbent atrium, som vil blive Sydlejrens fælles gårdhave. Rummene fremstår på én gang rå og indbydende.

- Der er en talemåde, der siger, at hvis alting skal blive det samme, må vi lave alting om. Det beskriver meget godt vores arbejde i Hangar 3. Vi har arbejdet på at fastholde de oprindelige kvaliteter og samtidig skabe brugbare og inviterende rammer for beboerne, siger Charlie Steenberg fra Steenberg Architects.

Røde søjler

De store vinduespartier ud mod Hjortespringskilen er opført med slanke stålprofiler, der bevarer elegancen i de oprindelige rum. Derudover støtter en række røde jernsøjler konstruktionen. Når fælleshuset står helt færdigt til foråret vil vægmalerier i atriet og på facaderne og enkelte bemalede glasspartier med reference til Sydlejrens historie skabe en varm kontrast til de oprindelige, rå  betonvægge.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan fælleshuset udvikler sig i takt med, at beboerne flytter ind. Jeg tror, at hangaren vil vise sig som et kæmpe aktiv, der skaber sammenhold og giver området en helt særlig identitet, siger projektleder i Freja ejendomme Rune Christiansen, der har arbejdet på at udvikle Sydlejren i de sidste fem år.

Hangar 3 åbner op for de første aktiviteter i januar, men vil først være fuldt indrettet senere på året.

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata