Dr. Sells vej er en af de ejendomme, som er blevet solgt

Godt gang i salget af ejendomme

Det har været et spændende andet kvartal i Freja med salg af flere markante ejendomme. Her kan du læse om nogle af de ejendomme, som har skiftet hænder.

Et af de helt store salg er Dianalund på Dr. Sells vej 35, som er solgt per 31. maj. Ejendommen er et tidligere psykiatrisygehus, som er bygget i flere tempi fra 1928 til 2006. Ejendommen ligger på en stor grund på 90.000 m2 med en flot fredskov og er pt. udlejet til Udlændingestyrelsen.

Et andet spændende salg er kirkegården og kapellet i Annebergparken, der også er et tidligere psykiatrisygehus. Annebergparken ligger i Nykøbing Sjælland, og det er det lokale psykiatri museum, der har købt bygningerne til museum og fremvisninger.

-          Annebergparken er en smuk ejendom med mange interessante bygninger. Vi har fået en del seriøse henvendelser og er i forhandlinger med flere interesserede købere til en del af bygningerne.  Så jeg forventer flere underskrevne købsaftaler indenfor den nærmeste tid, siger, siger Frejas salgschef Per Kondrup.

Den gamle toldkammerbygning i Ærøskøbing Havn er også blevet solgt. Ejendommen er en af Ærøs flotteste bygninger og har en enestående placering lige ved havnen. Ejendommen har senest været anvendt til politistation.

Betingede salg

Udover de endelige salg er der også indgået en række betingede handler. Et af de salg er Universitetsvej 1 i Roskilde. Salget er betinget af lokalplan og finansiering. Hvis alle betingelser bliver opfyldt, skal ejendommen ombygges til kollegieformål, så den bliver en del af Campus miljøet ved Roskilde Universitet. Carlsbergvej i Hillerød er også solgt betinget af en godkendt lokalplan. Lokalplanprocessen er i gang og forventes godkendt i 2018.

I juni sætter Freja også en ny ejendom til salg. Det er Ringe Sygehus, som er blevet ombygget til kontorformål:

-          Vi har ombygget Ringe Sygehus i samarbejde med Faaborg Kommune, der er flyttet ind i lokalerne. Vi har indgået en 10 års uopsigelig lejekontrakt med kommunen, så her er mulighed for at gøre en sikker investering, siger Per Kondrup.

Ellers er sommerens store trækplaster det nye indskud af nye ejendomme, som Freja er godt i gang med at gøre klar til salg. Ejendommene sættes til salg i midten af august, så hold øje med nyhedsbrevet!

Andre nyheder