Freja på det store lærred

Frejas unikke ejendomme er ofte i søgelyset, når film og tv-selskaber leder efter locations til deres produktioner. Vi har spurgt location manager Rasmus Rise hvorfor.

Julekalenderen i Brorfelde, tv-serien Rita, filmen Mænd & Høns. Umiddelbart tre produktioner uden ret meget til fælles. Men alligevel er der én ting, der binder dem sammen. De er alle optaget på en af Frejas ejendomme. Vi har spurgt film location manager Rasmus Rise, hvad han kigger efter, når han skal finde et sted til en ny tv- eller filmproduktion.

- Når vi får manuskriftet til en film eller en tv-serie, læser jeg det sammen med instruktøren, scenografen og fotografen. Vi finder ud af i fællesskab, hvad de forskellige steder i manuskriftet skal kunne for at få den rigtige stemning i scenerne. Herefter går jeg i gang med at researche og lede efter de rigtige steder, siger Rasmus Rise.

Tv-serien Rita

Rasmus Rise har været med til at finde den perfekte skole til tv-serien Rita, som har rullet over skærmen i fire sæsoner. Her fandt valget i første omgang på Pædagogisk Center i Islev, som Freja ejede. Skolen var lukket ned og var ikke længere i brug.

- Vi havde en rigtig god dialog med Freja om vores behov. Vi var på udkig efter et sted, hvor vi kunne optage uforstyrret gennem en længere periode. Beskeden var, at vi gerne måtte bruge ejendommen for et beskedent beløb. Men da Freja var i gang med at udvikle ejendommen, måtte vi forvente, at den ville blive revet ned på et tidspunkt. Derfor sluttede vi altid hver sæson med at lade det stå åbent, om Rita ville blive fyret. Og så blev hun genansat sæsonen efter, hvis skolen stadig stod der, siger Rasmus Rise med et lille grin.

Rita nåede at få tre sæsoner i Islev, før skolen blev revet ned. Så i januar 2017 rykkede optagelserne til den gamle Flyverskole på Flyvestation Værløse, som også tilhører Freja. Omgivelserne blev trimmet af et hold gartnere, væggene malet og alle installationer taget i brug igen, så bygningerne kunne fungere som en skole igen. De landlige omgivelser blev skrevet ind i serien, så Rita vendte tilbage til sin barndomsskole i den nyeste sæson.

Mænd og høns

- Det er ret sjovt, hvordan en bygning kan blive forvandlet med få enkle greb. Da vi først så bygningen, var den ret faldefærdig. Men da vi var færdig med at gøre den klar til optagelserne, så lignede den enhver anden skole, siger Rasmus Riise, der også har været med til at skabe rammerne til Mænd og Høns ude på Flyvestationen. Filmen havde Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Nicholas Bro på plakaten og var en stor publikumssucces med 357.850 solgte billetter.

- Vi byggede en børnehave og et plejehjem til optagelserne. Flyvestation Værløse er et virkelig godt sted for filmoptagelser. Der er nogle helt fantastiske rammer. Et helt filmhold kan rykke ind og arbejde i et halvt år uden det forstyrrer. Der er masser af plads at udfolde sig på, lukkede veje og næsten ingen mennesker. Det vil nok ændre sig en smule i takt med, at området bliver omdannet til boligområde. Men der er stadig masser af plads, siger Rasmus Rise.

Hype i Brorfelde

Mens filmoptagelser ude på Flyvestation Værløse generelt ikke vækker så meget opmærksomhed, står det anderledes til andre steder i landet. Således var Wikke & Rasmussens julekalender fra 2012 i Brorfelde med til at skabe en hype om stedet, fortæller adm. direktør i Freja ejendomme Karen Mosbech:

- Før julekalenderen rullede over skærmen, var der ingen, der kendte til det gamle observatorium i Brorfelde. Julekalenderen fik folk til strømme til Brorfelde for at se, hvad det var for et sted. Holbæk Kommune fik støtte fra en række fonde og kunne etablere et center med fokus på stjerner. Det var i høj grad julekalenderens fortjeneste. Men ellers er det sjældent at vores engagement i tv- produktioner og film kaster noget af sig. Vi gør det mest for at yde vores bidrag til kulturen, siger Karen Mosbech.

Den indstilling sætter Rasmus Rise pris på, da der sjældent er de store budgetter i en dansk filmproduktion. Produktionsselskabet er afhængig af, at folk ser på projekterne med velvilje.

- Jeg er glad for, at Freja kan se det sjove i at arbejde med os. Vi kan jo ikke lægge en stor husleje som Frejas andre kunder. Vi er afhængig af folks lyst til at arbejde sammen med os. Vi er simpelthen så glade for, at Freja tager telefonen og hjælper os med at finde steder til vores produktioner. Det er guld værd, slutter Rasmus Riise. 

Artiklen har tidligere været bragt i Freja Magasinet nr. 6

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata