Freja henter nyt bestyrelsesmedlem hos Gehl

Freja ejendomme har fået et nyt ansigt i bestyrelsen. Det er Helle Søholt, som er stiftende partner i Gehl og kvinden bag virksomhedens internationale succes. Helle Søholt afløser Lene Dammand Lund, der udtræder af bestyrelsen efter mange års dedikeret arbejde.

-Vi glæder os til at byde Helle Søholt velkommen til Frejas bestyrelse. Helle Søholt har en stærk arkitektfaglig baggrund og er i høj grad kvinden bag Gehl’s succes. Vi er sikre på, at vi får nogle meget kompetente synsvinkler på Frejas projekter, lyder det fra Freja ejendommes bestyrelsesformand Søren Johansen.

Det er en powerlady, der nu kommer til at have sin gang i Frejas bestyrelseslokaler. Helle Søholt har tegnet Gehl sammen med professor Jan Gehl siden begyndelsen i 2000. Hun er en af de drivende kræfter bag virksomhedens internationale succes, der har ført til prestigefyldte byudviklingsprojekter i New York, Mexico City og São Paulo.

-Jeg er glad for invitationen til at blive en del af Frejas bestyrelse. Freja er en meget professionelt drevet organisation, som driver salg og udvikling af statslige ejendomme. De varetager deres kerneopgave med integritet og har en etisk tilgang til deres arbejde. Jeg ser frem til et godt samarbejde med de andre bestyrelsesmedlemmer og direktionen, lyder det fra Helle Søholt.

Helle Søholt er specialiseret i byudvikling og har en ledelsesmæssig baggrund. Hun varetager i forvejen flere bestyrelsesposter, så bestyrelsesarbejde er ikke en ny kompetence på cv’et. I Freja vil det især være den arkitektfaglige baggrund og den internationale erfaring, som vil være i fokus:

-Jeg tror bestemt, at Freja vil kunne lære meget af, hvordan man udvikler byer og ejendomme andre steder i verden. Freja er jo ultimativt interesseret i at skabe værdi i form af kroner og ører, men har også som et credo, at projekterne skal skabe nytte i samfundet. Her kan vi lære af udlandet, så jeg forventer, at min internationale erfaring vil være nyttig for Freja, slutter Helle Søholt.

  

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata