Illustration: COPI, design interiør

Pragtlejligheder i palæet

Fremtiden for Holsteins Palæ så sort ud, da der udbrød brand i de historiske gemakker i foråret 2016. Men omdannelsen af palæet til moderne luksuslejligheder kom hurtigt tilbage på sporet, og de første lejligheder ventes klar inden nytår 2016.

Historieinteresserede københavnere holdt vejret mandag d. 14. marts. Om morgenen var der udbrudt brand i det historiske Holsteins Palæ midt i København K og store dele af indre by var i trafikkaos. For teknisk direktør Bo Asplund fra Copenhagen Property Investment var branden en hårdtslående nyhed. Han havde arbejdet et år på at udvikle lejligheder i det gamle palæ. Nu var der rygter om, at branden måske ville udslette bygningen.

-          Jeg var dernede fra morgenstunden og kunne se mængden af brandbiler. Der var tykt af røg i hele gaden, og indenfor var røgen så massiv, at brandmændene flere steder ikke kunne finde døråbningerne og komme fra et rum til et andet, siger Bo Asplund.

Det gik dog ikke så galt som først frygtet. Det lykkedes brandmændene at redde bygningen, og i dag står de historiske detaljer næsten intakte. Det skyldes ikke mindst, at Bo Asplund fra morgenstunden var i stand til at give brandmændene besked om, hvilke dele af bygningen de skulle passe særlig meget på. 

Håndlavet stuk og originale gulve

Nu arbejder håndværkerne ihærdigt for at få bygningen gjort klar til næste forår, hvor beboerne flytter ind. Og selvom flere rum står råt, så er de flotte detaljer fuldt ud synlige. Således byder den imposante hovedtrappe i norsk gjellebæk marmor gæsterne velkommen, ligesom det originale plankegulv er bevaret mange steder.

-          Gulvene er forrygende. Her er massive plankegulve med flere hundrede år på bagen, som stadig er i god stand. Da vi gik i gang med restaureringen, fandt vi op til fire lags massive plankegulve i mange centimeters tykkelse. Gulve du slet ikke kan få i dag. Derfor har vi lagt meget energi i at bevare gulvene. Her er også rum med helt ufatteligt flotte stuklofter, fx har vi et meget detaljeret stukloft, der er bygget op i mørtel på stedet. Sådanne lofter laves slet ikke i dag, siger Bo Asplund og viser det overdådige loft frem, der er ved at blive restaureret. 

Holsteins Palæ stammer tilbage fra den sidste halvdel af 1600-tallet, hvor hofmarskal von Lützov satte første sten til palæet. Dengang lå huset frit med udsigt til alle sider, men i overkommelig afstand til Christiansborg Slot. Det fine palæ blev ombygget i flere omgange samtidig med, at byen voksede og kom tættere på med Nationalmuseet og Thorvaldsens Museum som nye kulturbærende naboer.

I dag er Holsteins Palæ i Stormgade 10 i fuld gang med at blive transformeret til 12 nye lejligheder. Lejlighedernes størrelse og karakter spænder bredt. Her er alt fra den mindre lejlighed oppe under taget på 91 m2 til pragtlejligheden på 388 m2 på beletagen, som førstesalen blev navngivet i datidens byggeri, fordi du her fandt ejendommens smukkeste rum med de højeste rumhøjder og mest elegante udsmykninger.   

Illustration: COPI interiør

Rokokomalerier over døren

Pragtlejligheden er uden tvivl det største trækplaster. Her er der en forrygende udsigt ud over Nationalmuseets karakteristiske søjlegang, mens der ind mod gården er udsyn til et fint lukket gårdrum. I en af stuerne finder du unikke blomstermalerier i rokokostil over fire af dørene. Malerierne symboliserer årstidernes skiften, og rammer det mere end 5 meter høje rum flot ind.

Ude i køkkenet er bygningens historiske rammer fint fortolket i et moderne køkken med fyldninger og håndmalede skabe i en klassisk grå farve. Bordpladerne er holdt i en underspillet hvid slebet marmor. Stylet og enkelt. Ude på badeværelserne er der også lagt omhu i at finde de helt rigtige klinker. Her skaber et flot hexagonmønster på gulvene et på én gang klassisk og tidstypisk udtryk.

-          Vi har brugt meget tid sammen med vores designere på at finde de rigtige materialer. Det har været vigtigt for os at skabe en indretning, der på en gang respekterer de historiske rammer, men også signalerer høj kvalitet og komfort. Jeg synes, det er lykkes meget godt, siger Bo Asplund.

Illustration: COPI Design og interiør

Repræsentative boliger

Lejlighederne i Stormgade ligger i det inderste af København K med et væld af kulturtilbud udenfor døren. Her er museer, gallerier, designerbutikker, små hyggelige restauranter og kanaler. Derfor er det især de moderne livsnydere, der har fået øjnene op for de nye lejligheder i palæet, fortæller Bo Asplund:

-Lejlighederne tiltaler især den ældre målgruppe, hvor børnene er flyttet hjemmefra. De vil hellere nyde byens puls end at slå græsplænen. Men der er også flere unge karrieremennesker i 30’erne uden børn, som er interesserede i lejlighederne.  Nogle er meget fascineret af historien, andre går efter beliggenheden. Fælles for mange af de potentielle købere er, at de er interesseret i en repræsentativ bolig, de kan bruge, når de er i byen. Vores købere rejser meget og sætter pris på at være midt i begivenhederne, når de er hjemme i Danmark.

Tæt samarbejde med Kulturstyrelsen

Istandsættelsen af ejendommen i Stormgade er foregået i tæt samarbejde med Kulturstyrelsen, der har været inde over alle detaljer. Blandt andet bliver alle nye døre i palæet tappet sammen, altså sat sammen uden brug af lim, så det passer til datidens byggemetoder, ligesom det nye trapperum udformes efter datidens håndværksprincipper.

-          Vi har haft et rigtig godt parløb med Kulturstyrelsen. Vi har sat os grundigt ind i bygningens historie for at kunne argumentere for de valg og fravalg, vi gerne ville træffe. Det er måden at skabe et godt samarbejde på og få lov til at føre sine ideer ud i livet. Der er jo mange restriktioner, når man arbejder med en fredet ejendom, så det gælder om at kunne sin bygnings historie til fingerspidserne, slutter Bo Asplund.

Illustration: COPI Design og interiør

Fakta om Holsteins Palæ

Holsteins Palæ kan dateres helt tilbage til 1680’erne, hvor hofmarskal von Lützov bebyggede grunden. I 1756 blev bygningen forhøjet og ombygget til rokokostil ved hofstenhugger Jacob Fortling. Palæet blev udsmykket med en række flotte dekorationer på facaden og forsynet med et flot imposant trapperum med en trappe i solidt marmor. Palæet fungerede i mange år som vinterbolig for lensgreve Johan Ludvig Holstein og er i dag navngivet efter ham. Bygningen er op gennem historien blevet ombygget og udbygget i flere omgange, så den levede op til tidens trends og behov. I 2014 blev ejendommen solgt til Freja, da Klima- Energi- og Bygningsministeriet rykkede ud af bygningen og ved årsskiftet 2014/2015 solgte Freja ejendommen til en række investorer rådgivet af Artha Kapitalforvaltning. Det er på vegne af de investorer, at Copenhagen Property Investment udvikler ejendommen.

Læs mere på https://www.copi.dk/projekter

Andre cases