1. juli 2010 underskrives salgsaftalen på det grundstykke, der bliver startskuddet på opførelsen af den nye bydel ved Hillerød Station.
Det er Professionshøjskolen University College Capital Nordsjælland, der køber grundstykket og dermed dem, der igangsætter udviklingen af den nye bydel. UCC forventes at bygge ca. 5.500 m² og samler dermed deres Nordsjællandske aktiviteter til én skole – et campus centralt i Hillerød.
Hillerøds borgmester Kirsten Jensen, direktøren for DSB Ejendomsudvikling A/S Steen Ø. Schmidt, adm. direktør for Freja ejendomme A/S Karen Mosbech og UCCs bestyrelsesformand, borgmester Ove E. Dalsgaard og rektor for UCC Laust Joen Jakobsen, mødes kl.10 hos UCC på Carlsbergvej 14 for at markere startskuddet.
”Med salget til UCC starter vi etableringen af et helt fantastisk sted, nemlig hele Campus-området i Hillerød, som skal være et stort, dynamisk uddannelsesområde for en række sundheds- og pædagogiske uddannelser,” siger Hillerøds borgmester Kirsten Jensen.
En dynamisk og bæredygtig bydel, der bygger videre på Hillerøds kvaliteter.
Visionen er at skabe et tæt, koncentreret og bæredygtigt byområde, der kan underbygge og nuancere Hillerøds særlige identitet med et rigt handels-, uddannelses- og kulturliv. Hillerøds vision 2020 om at være en sund, grøn og ansvarsfuld by understøttes og ambitionerne for den nye bydel sættes højt.
Bydelen er designet til at skabe sociale relationer imellem UCC´s studerende, beboere, erhvervsdrivende samt områdets øvrige brugere. Der skabes grundlag for nærhed og lokalidentitet, for vækst og udvikling, interaktion mellem mennesker og viden, fællesskab og byliv.
”Holscher Arkitekter har tegnet en ambitiøs helhedsplan, der sætter rammerne for at udvikle en innovativ og bæredygtig by, der med sin umiddelbare stationsnærhed, bliver et attraktiv sted ikke bare i Hillerød men i hele regionen. En bydel der rummer mulighed for både arkitektur og byrum af høj kvalitet.” siger adm. direktør i Freja ejendomme A/S Karen Mosbech.
Processen omkring udviklingsarbejdet
Planarbejdet for lokalplanområdet er foregået i et tæt samarbejde mellem de tre grundejere - Hillerød Kommune, DSB Ejendomsudvikling A/S og Freja ejendomme A/S. Ejergruppen har indgået en samarbejdsaftale om at udvikle det fælles areal frem mod den nye bydel i Hillerød.
Der har været afholdt en arkitektkonkurrence for området, og Holscher Arkitekter A/S blev på baggrund af deres projektoplæg valgt til at tegne masterplanen. De har tegnet en plan med snoede stræder og flere pladser, der danner naturligt centrum for området, og som vil tilføre Hillerød et helt unikt byområde uden sidestykke herhjemme.
Se mere om projektet på
www. Freja.biz og
www.hillerod.dk.
Fakta:
For yderligere information om lokalplanforslaget kontakt Hillerød Kommune, byplanlægger Ragnhild Nielsen tlf. 7232 2131.
For information om salg af byggeret kontakt udviklingsdirektør i Freja ejendomme A/S, Carsten Rasmussen på tlf. 3373 0800.
For information om anlæg og byggearbejder kontakt afdelingsleder Morten Anker Bendtsen, DSB Ejendomsudvikling A/S
pr. mail.
Høringsperioden for Lokalplanforslaget går fra d. 8. juni 2010 frem til d. 3. august 2010 og forslaget er i perioden offentliggjort på Hillerød Kommunes hjemmeside
www.hillerod.dk og på
www.plansystemdk.dk.
Høringssvar og bemærkning til lokalplanen, modtages senest d. 3. august 2010, hvorefter de vil blive behandlet af byrådet.
Lokalplanen forventes godkendt i september 2010.