English
Print siden

Driftoptimering af ejendomsporteføljen i fokus

Freja holdt torsdag inspirationsmøde med Dansk Facilities Management-kapaciteten i Danmark, Kjeld Nielsen, arkitekt MAA. Han var inviteret som et led i Frejas indsats for at optimere driften af vores ejendomsportefølje. På dagsordenen var forskellige måder at organisere Facilities Management og en gennemgang af forskellige redskaber til at optimere driften med, såvel på det strategiske som det taktiske og det operationelle niveau.

Driftopgaverne i Freja
I Freja ejendomme ligger hovedvægten af driftopgaverne på monitorering af energiforbrug samt tilsyn og vedligehold. Derudover indbefatter driftopgaverne også tilpasning af ejendomsskatter og forsikring samt i mindre omfang reparationer og energioptimerende foranstaltninger.
Driftopgaverne i Freja byder på mange forskelligartede udfordringer. En af udfordringerne relaterer sig til den store geografiske spredning, idet vi har ejendomme over hele landet. En anden udfordring ligger i den store forskel, der er på driftopgaverne fra ejendom til ejendom, da porteføljen spænder fra alt mellem kaserner over udlejede funktionærboliger til tomme lagerbygninger.

Udviklingspotentialet
Et af potentialerne for en yderligere driftoptimering ligger i at benchmarke driftomkostninger og aktiviteter. Frejas driftansvarlige Kurt Wriedt udtaler: ”Vi har taget de første skridt hen mod at få udviklet en model for benchmarking, som vi her i Freja kan arbejde med. En af udfordringerne er at finde andre organisationer, som vi kan sammenligne os med. Vores kerneydelse er tomme ejendomme, og det er der ikke mange andre, der har. Derfor søger vi også at benchmarke i forhold til egne ejendomme. Lige nu er vi i gang med at se på, hvilke kategoriseringer af vores egne ejendomme vi kan arbejde med for at opnå signifikante data.”

Med udsigt til flere af de helt store ejendomme, som f.eks. kaserner med meget store driftopgaver og –udgifter, er forventningen, at der er meget at vinde ved hele tiden at orientere os og have en finger på pulsen – ikke mindst med henblik på driften.